Danmarks mindste forbund kæmper for overlevelse
Der er ikke mange tilbage, men dem, der er, holder fast. For spørgsmålet er ikke kun, hvordan man vokser – men om man overhovedet kan blive.
Navneopråbet er hurtigt klaret, når Moderne Femkamp Danmark samles. Med blot 83 medlemmer på landsplan er forbundet ikke blot det mindste under DIF – det er et fællesskab, der balancerer på kanten af eksistensen.
Læs mere
Hvor andre forbund måler deres succes i tusindvis af medlemmer, er ambitionsniveauet her noget mere beskedent: En håndfuld nye ansigter om året kan gøre forskellen mellem stagnation og overlevelse.
Formand Benny Elmann-Larsen, som har stået i spidsen for forbundet i over 20 år, lægger ikke skjul på virkeligheden. Fremtiden er usikker.
- Spørgsmålet er jo, om vi skal være der eller ej, siger han.
Der er brug for, at nogen tager over, men samtidig er han fast besluttet på ikke bare at lade det hele falde til jorden fra den ene dag til den anden.
Geografisk er aktiviteten centreret omkring tre steder: Helsingør (56 medlemmer), Roskilde (12) og Bornholm (15). Det gør organisationen overskuelig, men også sårbar.
Et frafald på bare 10 personer kan mærkes. Og nye kræfter er svære at tiltrække, når sporten indeholder både pistolskydning, fægtning, ridning, svømning og løb – og snart OCR-løb, som fra OL 2028 erstatter ridning.
Kamp mod tiden – og tendenserne
For 30 år siden var Danmark en magtfaktor i moderne femkamp. Navne som Eva Fjellerup og Pernille Svarre hjemtog VM-guld og deltog ved OL.
I dag er virkeligheden en anden. Femkamp er blevet en nicheidræt i et samfund, hvor sport helst skal være hurtig, sjov og lettilgængelig.
Ifølge DR Sporten er det netop her, sporten taber terræn. Den kræver dedikation og tid, og for mange unge virker dét uoverskueligt.
I håndbold og fodbold står fællesskabet og strukturen klar. Femkamp kræver, at man søger rundt på tværs af klubber, byer og discipliner – det er ikke bare en sport, men en livsstil.
Benny Elmann-Larsen peger på den manglende tilgængelighed som hovedårsagen til tilbagegangen.
Han ved godt, hvad sporten kræver – han har selv trænet i fægteklubber i København, svømmet i Blovstrød og løbet på Frederiksberg. Den struktur findes ikke længere for de unge, og det mærkes.
Passion eller pension
Trods modgangen er der stadig ildsjæle tilbage. Hver gang en ung viser interesse, springer forbundet til med fuld energi – også selv om der ikke er budget til store rekrutteringskampagner. Det er præcis sådan, som det altid har været.
Men selv ildsjæle bliver trætte. Benny Elmann-Larsen erkender, at der er grænser for, hvor længe han kan fortsætte uden nye kræfter:
- Jeg kunne jo bare ringe og sige, at jeg skrider nu, men det er ikke min stil.
Ønsket er at kunne overdrage et forbund i vækst – men det kræver mere end vilje.
Moderne femkamp nyder stadig støtte fra DIF og en status som olympisk disciplin, hvilket giver adgang til basal finansiering, men Benny er også realistisk:
- Der er selvfølgelig også grænser for, hvor længe vi kan blive ved, hvis medlemsfremgangen ikke kommer.
Uden nye medlemmer, nye trænere og nye idéer risikerer forbundet at glide bort i stilhed i den danske andedam.
