gettyimages 2197106567

Finaleklar: Elmer Møller slår tidligere Grand-Slam vinder

Tennisjul. 13 , 14:14
Elmer Møller leverede lørdag sin største sejr i karrieren, da han besejrede den tidligere grand slam-vinder Stan Wawrinka og spillede sig i finalen ved en Challenger-turnering i Rumænien.
Elmer Møller har igen fundet formen efter en række svære uger på Challenger Tour.
Lørdag slog han for alvor igennem med en sejr over den rutinerede schweizer Stan Wawrinka, der har tre grand slam-titler på CV’et.
Med cifrene 6-2, 7-6 bookede den 22-årige dansker sin plads i finalen i turneringen i Rumænien.
- Det er et privilegium at spille mod og dele bane med sådan en legende. Jeg har altid set op til ham, sagde Elmer Møller efter kampen i et interview på banen.
Wawrinka, der i dag er nede som nummer 153 i verden, havde sin storhedstid i midten af 2010’erne, hvor han blandt andet vandt Australian Open i 2014, French Open i 2015 og US Open i 2016.
I opgøret mod Elmer Møller var det dog tydeligt, at tiden har tæret på fysikken hos den 40-årige schweizer.
Førsteserven svigtede Wawrinka
Kampen startede med en stærk dansk indsats, hvor Elmer Møller hurtigt fik overtaget.
Han udnyttede Wawrinkas manglende bevægelighed og fik brudt schweizerens serv to gange i første sæt.
Samtidig havde Wawrinka problemer med at få sin førsteserv i spil, hvilket gjorde det lettere for Møller at kontrollere spillet.
Andet sæt blev mere jævnbyrdigt, men også her viste danskeren stor mental styrke.
I den afgørende tiebreak skabte han hurtigt afstand og trods et par missede matchbolde, kunne han lukke kampen, da Wawrinka sendte en bold ud af banen.
Finale venter – og ATP-debut i Båstad
Med sejren er Elmer Møller klar til søndagens finale, hvor han møder franske Titouan Droguet, der er rangeret som nummer 194 i verden.
Det bliver dermed endnu en god mulighed for danskeren til at bygge videre på sin stærke form.
Næste stop for Møller er ATP 250-turneringen i Båstad i Sverige, hvor han i næste uge træder ind i hovedturneringen.
Her venter en ny sportslig udfordring på et højere niveau, men lørdagens sejr over en spiller med Wawrinkas meritter lover godt for danskerens videre færd.
Mest læste

Mest læste