holger rune wimbledon graes

Holger Rune lider choknederlag ved Wimbledon: Nu forklarer han årsagen

Tennisjul. 01 , 8:54
Holger Rune røg ud af Wimbledon i første runde og peger på en genopstået knæskade som forklaringen på det dramatiske kollaps.
Holger Rune måtte mandag se sig besejret i første runde af Wimbledon, selvom han var godt på vej mod sejren.
Danskeren var foran med 2-0 i sæt mod Nicolas Jarry, men endte med at tabe i fem sæt.
Efter kampen forklarede han, at en genopstået knæskade var medvirkende til nederlaget.
Fysisk tilbagegang midt i opgøret
Det var en tydeligt skuffet Rune, der mødte pressen efter nederlaget med cifrene 6-4, 6-4, 5-7, 3-6, 4-6.
Den danske tennisspiller førte sikkert i starten af kampen, men efter at have tabt et tæt tredje sæt gik det hurtigt ned ad bakke.
- Jeg startede godt og spillede godt i to sæt og tabte så tredje sæt lidt uheldigt. I fjerde sæt begyndte jeg at mærke knæet og fik behandling. Jeg kunne ikke serve og slå min baghånd som i de to første sæt, sagde Rune efter kampen.
Han understregede, at knæproblemerne var den afgørende faktor og vurderede samtidig, at han under normale omstændigheder ville have slået sin chilenske modstander i langt de fleste tilfælde.
- Det er ærgerligt. Med al respekt for Jarry havde jeg under normale omstændigheder slået ham ni ud af ti gange, sagde han.
Gammel skade blusset op
Knæskaden, der satte en stopper for Runes fremmarch i kampen, er ikke ny.
Den generede ham også under Wimbledon i 2024 og havde efterfølgende konsekvenser i dele af hardcourt-sæsonen.
Ifølge Rune var der ikke tegn på, at problemet skulle vende tilbage i år, men han blev overrasket over, at smerten pludselig dukkede op igen.
- Jeg havde ikke regnet med, at den kom tilbage. Jeg ved ikke, om det er værre eller bedre denne gang, eller om det er alvorligt. Jeg skal have det undersøgt, før jeg skal tilbage på træningsbanen, og så tager jeg den derfra, sagde han.
Rune benægtede, at der var problemer med energiniveauet og fremhævede sin fysiske præstation i de første sæt som både solid og dynamisk.
Han mener, at modstanderens forbedrede servespil og de opståede knæsmerter ændrede kampens forløb.
Holger Rune har ikke flere turneringer i kalenderen før Masters 1000-turneringen i Toronto, som starter om cirka en måned.
- Jeg ser ikke så meget frem lige nu. Nu skal jeg hjem og holde lidt fri, så jeg har ingen idé og har ikke snakket med Lars om det (den næste turnering, red.). Nu skal jeg koble lidt af, afsluttede han.
Mest læste