Flere højtseedede spillere er sendt ud i første runde af
French Open.
French Open 2025 har fået en kaotisk begyndelse, hvor en lang række højtseedede spillere allerede har pakket ketcheren sammen.
Hele ni seedede spillere er blevet slået ud i første runde i herresingle. Det har allerede tidligt i turneringen rusket op i favoritfeltet, og vejen for store overraskelser er banet.
Et af de mest bemærkelsesværdige exit kom fra Taylor Fritz. Den fjerde seedede amerikaner nåede finalen i US Open sidste år, men måtte se sig slået i fire sæt af tyskeren Daniel Altmaier.
Også russeren Daniil Medvedev måtte se sig besejret i en femsætter mod englænderen Cameron Norrie, der efter sejren udtalte:
- Jeg synes, jeg fortjener et diplom for at slå ham. Han har slået mig de sidste fire gange. Det var helt skørt.
Dimitrovs uheld fortsætter
Den 16. seedede bulgarer Grigor Dimitrov måtte også udgå for fjerde Grand Slam-turnering i træk.
Han trak sig efter at have vundet de to første sæt mod Ethan Quinn, der befinder sig som nummer 106 på verdensranglisten.
Det markerer en historisk negativ rekord, da ingen anden herrespiller i nyere tid har trukket sig fra fire Grand Slam-turneringer i træk.
De mange exits blandt seedede spillere gør det tydeligt, at turneringen allerede har udviklet sig uforudsigeligt.
Det kan også vise sig at blive en fordel for danske Holger Rune. Han er nemlig placeret i den halvdel af lodtrækningen, hvor flere favoritter allerede er ude.
Forudsætninger for at nå langt i turneringen er derfor særligt gyldne i årets udgave af French Open.
Seedede kvinder også sendt tidligt hjem
På kvindesiden er mønstret det samme.
Den højst rangerede blandt dem, der er røget ud er Emma Navarro, der var seedet som nummer ni.
Hun tabte klart med 6-1, 6-0 til spanske Jéssica Bouzas. Derudover måtte Karolina Muchová (14) lade livet i en tæt kamp over tre sæt.
Flere andre seedede kvinder, herunder Beatriz Haddad Maia (23), Elise Mertens (24), Marta Kostyuk (26) og Leylah Fernandez (27), blev også slået ud i første runde af lavere rangerede modstandere.