Jack Draper

Jack Draper slutter sig til Rafael Nadal i særlig ATP-gruppe

Tennismaj 03 , 12:12
En række stabile præstationer har ført til noget bemærkelsesværdigt i Madrid. Nu skriver han sig ind i en helt særlig del af tennisverdenen.
Jack Draper har for alvor taget springet op blandt de største navne på herretouren.
Ved Madrid Open har den 23-årige brite ikke blot vist, at han kan begå sig på grus – han har gjort det med en overlegenhed, der ikke efterlader mange spørgsmål.
Uden at tabe et eneste sæt har Draper booket sin billet til finalen, hvor han i morgen står over for nordmanden Casper Ruud.
I kvartfinalen gjorde Draper kort proces mod Matteo Arndali, der tidligere havde sendt Novak Djokovic ud af turneringen. Resultatet – 6-0, 6-4 på blot én time og 17 minutter – taler sit tydelige sprog.
I semifinalen stod han over for italienske Lorenzo Musetti, og her blev det til en sejr på 6-3, 7-6(7-4),

Et historisk spring op ad ranglisten

Med triumfen i Madrid venter der mere end bare en mulig Masters 1000-titel i horisonten. Når den nye ATP-rangliste offentliggøres mandag, vil Draper tage springet ind i verdens top fem.
Det er første gang i 17 år, at en britisk spiller opnår dette, og dermed skriver han sig ind i historien sammen med navne som Andy Murray, Tim Henman og Greg Rusedski.
Men der er mere på spil end blot national ære. Ifølge The Tennis Gazette vil Draper med denne bedrift blive medlem af en ganske særlig klub.
Han bliver nemlig den blot anden venstrehåndede spiller i dette årtusinde til at være rangeret blandt de fem bedste i verden. Den anden er Rafael Nadal.

Dedikation, ydmyghed og ambition

Trods sin nyvundne stjernestatus er Draper stadig jordbunden. I et interview med Sky Sports lægger han vægt på sin arbejdsomhed og forberedelse:
- Jeg ved, at jeg kan vinde enhver kamp – og tabe enhver kamp. Den tanke holder mig skarp, fortæller han.
Han beskriver sin tilgang som grundig, både på og uden for banen, og netop den disciplin er kernen i hans nuværende succes.
Rejsen til toppen er ikke slut endnu, og med finalen i Madrid har han taget endnu et gigantisk skridt i sin karriere.
Mest læste

Mest læste