jannik sinner

Jannik Sinner har trumfkort i ærmet – jagter tennisens største bedrift

Tennisapr. 19 , 16:28
Efter tre måneders ufrivillig pause fra professionel tennis er verdensetteren Jannik Sinner snart klar til at vende tilbage – og forventningerne er intakte.
Den tidligere træner Riccardo Piatti mener endda, at italieneren nu har et es i ærmet, som kan bane vejen til noget historisk: en kalender-Grand Slam.
Sinner har været ude siden sin sejr ved Australian Open i januar, efter han testede positiv for det forbudte stof clostebol under og efter Indian Wells i marts 2024.
Det var dog ikke en klassisk dopingsag med skjulte intentioner. Ifølge Sinner selv skete det ved en fejl, da hans tidligere fysioterapeut anvendte en spray på sig selv og utilsigtet overførte stoffet under behandling af Sinner.
Forlig
Den internationale domstol vurderede derfor, at Sinner ikke bar skyld, men WADA valgte alligevel at appellere sagen og indgik sidenhen en aftale om en tre måneders karantæne.
Det betyder, at Sinner missede bl.a. Monte Carlo og Madrid, men er klar igen til hjemlige opgaver i Rom fra 7. maj, og han har også sat Hamburg på kalenderen inden Roland Garros.
Riccardo Piatti, der trænede Sinner fra han var 13 til 20 år, ser potentiale i denne pause.
- Det har været en meget ubehagelig situation, men jeg er sikker på, at Jannik vil vende det til noget positivt, sagde han til SuperTennis TV.
Vigtige kort i ærmet
Han antyder, at Sinner har brugt tiden til at arbejde målrettet mod de kommende Grand Slam-turneringer – og måske mere end det.
- Jeg tror, Jannik har et meget vigtigt kort i ærmet de næste måneder for at vinde Roland Garros, Wimbledon og US Open.
Sammenligningen går til coronapausen i 2020, hvor Sinner benyttede nedlukningen til massiv fysisk og teknisk udvikling. Ifølge Piatti er han kendt for sin evne til at optimere de perioder, hvor han ikke er i kamp.
Udfordringen bliver naturligvis at komme i kampform op mod en intens grand slam-sæson, men med det momentum, han havde i starten af året, og med sit team bag sig, kan han blive en af de største trusler på grus, græs og hardcourt i resten af 2025.
Mest læste