yulia putintseva

Kontroversiel tennisspiller gør det igen: "Måske han har en kniv"

Tennisjul. 01 , 13:54
Yulia Putintseva havde en kort og dramatisk optræden ved årets Wimbledon-turnering.
Den kasakhiske verdensranglistens nummer 33 tabte i første runde til Amanda Anisimova med cifrene 0-6, 0-6, men det var især en episode med tilskuerne, der trak overskrifter.
Kampen på bane 15 udviklede sig hurtigt til en ensidig affære, men undervejs i første sæt opstod der en episode, der fik Putintseva til at stoppe spillet og rette en skarp henvendelse til kampens dommer.
Hun bad om, at en tilskuer blev fjernet fra anlægget, da hun følte sig truet.
"Få ham ud, måske har han en kniv"
Ifølge BBC pegede Putintseva på et specifikt område af tribunen og sagde til dommeren:
- Kan du smide ham ud? Jeg kommer ikke til at fortsætte med at spille, før han er væk. Disse personer er farlige. De er skøre.
Hun fulgte op med:
- Få ham ud, for måske har han en kniv.
Sikkerhedspersonalet blev tilkaldt og tog sig af situationen, hvorefter kampen blev genoptaget.
En talsmand for Wimbledon bekræfter, at der blev grebet ind efter en klage over en tilskueres opførsel.
Ifølge Amanda Anisimova, Putintsevas modstander, sagde tilskueren noget hver gang Putintseva skulle serve, men hun understreger, at spillerne følte sig beskyttede.
Endnu et kapitel i en kontroversiel karriere
Nederlaget kom præcis et år efter, at Putintseva chokerede ved Wimbledon ved at slå verdensetteren og nå fjerde runde.
Årets deltagelse endte dog med en ydmygende exit efter kun 45 minutters spil.
Putintseva har tidligere været genstand for flere kontroverser.
Senest vakte hun opsigt under turneringen i Bad Homburg, hvor hun efter et nederlag til Maria Sakkari nægtede et ordentligt håndtryk. Episoden udviklede sig til en verbal konfrontation, hvor Sakkari sagde til Putintseva:
- Ingen kan lide dig.
Dommeren måtte til sidst skille de to spillere ad.
Det er ikke første gang, Putintseva har fået kritik for sin opførsel.
Ved Australian Open har hun ignoreret både dommer og bolddrenge, og under US Open i fjor blev hun kritiseret af blandt andre Boris Becker for sin attitude på banen.
Siden 2014 har hendes opførsel efter kampe jævnligt været til debat i tennisverdenen, især på grund af uortodokse eller mangelfulde håndtryk.
Hun har tidligere undskyldt og forklaret, at hendes frustrationer ofte skyldes skuffelse over egen præstation.
Mest læste