Novak Djokovic

Novak Djokovic kaster op midt på banen i Shanghai

Tennisokt. 06 , 14:24
Serberen kæmpede sig videre trods varme og fugtighed.
Novak Djokovic gik ind til tredje runde ved Shanghai Masters som favorit mod den tyske kvalifikationsspiller Yannick Hanfmann, men opgøret udviklede sig hurtigt til en kamp mod både tyskeren og varmen.
Temperaturen lå omkring 34 grader, og luftfugtigheden var tæt på 90 procent, hvilket gjorde forholdene tunge og kvælende.
Djokovic tabte det første sæt 4-6, og i slutningen af andet sæt blev han set bøje sig over ved baglinjen for at kaste op. Kort efter gentog det sig under en pause mellem partierne.
Trods det fysiske ubehag begyndte Djokovic at ændre spilletaktik med kortere dueller ved at forsøge at tage initiativet tidligere i pointene.
Tilskuerne i Shanghai kunne mærke vendepunktet, da han vandt andet sæt 7-5 og med fornyet energi tog det tredje sæt 6-3.
Kampen varede to timer og 42 minutter.
Reaktioner på de ekstreme forhold
Efter kampen kaldte den 38-årige tennisspiller forholdene for "brutale" og forklarede, at den høje luftfugtighed rammer ham hårdere end mange andre spillere, men at han måtte “stå stormen igennem” for at komme videre:

<i>Se højdepunkter fra kampen.</i>

- Det er det samme for alle spillere, men det er brutalt. Særligt for dem, der spiller midt på dagen med sol og varme. For mig er det biologisk lidt sværere at håndtere, men jeg måtte virkelig kæmpe mig igennem i dag. Yannick spillede en fantastisk kamp fra start.
Hanfmann er blot nummer 150 på verdensranglisten, men han pressede serberen med et aggressivt spil og hele 13 esser.
Han kunne dog ikke fastholde niveauet, da kampen trak ud i tredje sæt.
Publikum hyldede Djokovic, da han efter kampen takkede for støtten fra de fyldte tribuner:
- At spille her foran et så passioneret publikum i næsten tre timer i denne alder er noget særligt for mig.
Flere spillere mærkede presset fra vejret
Djokovic var ikke den eneste, der havde det svært.
Holger Rune måtte have målt blodtryk og havde brug for is under sin kamp i dagtimerne. Han spurgte efterfølgende, hvorfor der ikke findes en varme-regel i turneringen.
Italieneren Jannik Sinner fik kramper og måtte opgive sin kamp mod Tallon Griekspoor.
De ekstreme forhold har allerede sendt flere spillere ud, og arrangørerne har fået kritik for ikke at have indført pauser i varmen.
Med Carlos Alcaraz ude med en ankelskade og Sinner ude af turneringen står Djokovic med gode chancer for at gå hele vejen i Shanghai, hvis han ellers kan holde sig frisk resten af ugen.
Mest læste

Loading