novak djokovic

Novak Djokovic ombestemmer sig og det kan få afgørende betydning

Tennissep. 24 , 12:36
Serberen har ændret kurs i sæsonens sidste fase, og det kan rykke ved magtbalancen i herretennis
Novak Djokovic har i store dele af sæsonen givet indtryk af, at han ville nøjes med ganske få turneringer, og den 38-årige serber har været selektiv i sine valg i år.
Siden triumfen i Genève, hvor han sikrede sig karrierens titel nummer 100, har han satset på Grand Slams.
Han har dog ikke formået at true hverken Alcaraz eller Jannik Sinner i de lange kampe over fem sæt.
Shanghai i stedet for sofaen
Derfor kom det som en overraskelse, da arrangørerne i Shanghai bekræftede, at Djokovic stiller op ved Masters 1000-turneringen i begyndelsen af oktober.
Han har tidligere løftet trofæet fire gange i den kinesiske metropol og nåede finalen så sent som sidste år.
At han vælger at rejse til Kina, udsender et signal om, at han fortsat vil måle sig med de bedste på touren.
Ifølge The Daily Express hænger beslutningen tæt sammen med hans ambitioner om at komme til ATP Finals i Torino.
Sidste år stod han over, selv om han havde kvalificeret sig, men i 2023 slog han Sinner i finalen samme sted.
- Jeg føler, at bedst ud af tre sæt passer mig bedre mod de yngre spillere. I Masters-turneringer har man flere pauser mellem kampene, og det kan hjælpe mig i de her opgør, sagde Djokovic tidligere på året.
Det forventes også, at han stiller op i ATP 250-turneringen i Athen, Hellenic Championship.
Den hed tidligere Belgrade Open, men den er i år blevet rykket fra Beograd samtidig med, at Novak Djokovic selv er flyttet til Athen.
Turneringen spilles den første uge i november.
Betydningen for resten af sæsonen
Djokovic ligger i øjeblikket nummer fire i verden og har stadig chancen for at slutte i top tre i ATP-racet, hvis han leverer et stærkt resultat i Shanghai.
Det vil ikke bare sikre en bedre seedning til Australian Open i januar, men også give ham ekstra selvtillid i jagten på den 25. Grand Slam-titel:
- Jeg ved ikke præcis, hvor mange turneringer jeg spiller, men jeg er stadig sulten.
Netop den sult kan vise sig afgørende i en sæson, hvor Alcaraz og Sinner har skubbet hårdt til hierarkiet.
Med et stærkt efterår, hvor han også rygtes at spille i Paris Masters, kan Djokovic holde liv i håbet om at overgå Roger Federers 103 titler og Jimmy Connors’ rekord på 109.
Mest læste

Loading