Victoria Mboko

Sensation: Wildcard-spilleren Mboko spiller sig i finalen i Montreal

Tennisaug. 07 , 8:52
Den canadiske teenager Victoria Mboko stod for en overraskelse i Montreal, hvor hun besejrede Elena Rybakina i en intens semifinale.
18-årige Victoria Mboko er klar til finalen ved National Bank Open i Montreal, efter at hun natten til torsdag dansk tid besejrede den niendeseedede Elena Rybakina med cifrene 1-6, 7-5, 7-6 (4).
Kampen strakte sig over to timer og 46 minutter og blev den længste i Mbokos hidtidige karriere på WTA-touren.
Canadieren måtte undervejs redde en matchbold og kæmpede sig tilbage i opgøret efter en hård start.
Rybakina vandt første sæt klart, men Mboko viste stor mental styrke ved at tage andet sæt og senere tvinge kampen ud i en afgørende tiebreak, hvor hun sikrede sejren.
Efter kampen udtalte hun til det fremmødte publikum:
- Utrolig kamp, tak til alle for støtten. Det var virkelig svært, men alt kan ske.
Historisk mulighed i hjemlandet
Mboko, der er født i Charlotte, North Carolina, og opvokset i Toronto, er nu tæt på at skrive sig ind i canadisk tennishistorie.
Hun forsøger at blive den blot tredje canadier i Open-æraen til at vinde hjemmeturneringen.
Det er tidligere lykkedes for Faye Urban i 1969 og Bianca Andreescu i 2019.
- At spille foran hjemmepublikummet har helt klart sine fordele, sagde Mboko efter kampen.
- Det hjælper mig i de svære øjeblikke, hvor jeg måske ikke er så positiv. Jeg føler mig virkelig velsignet over den opbakning.
Trods 11 dobbeltfejl og en håndskade, som opstod efter et fald tidligt i tredje sæt, formåede hun at fastholde sit spil og holde hovedet koldt i de afgørende øjeblikke.
Hun udtalte senere, at håndleddet føltes "meget bedre" efter kampen, men at skaden i øjeblikket næsten havde knækket hendes kampgejst.
Møder Osaka i finalen
I finalen står Mboko overfor japanske Naomi Osaka, som tidligere på aftenen slog danske Clara Tauson i to sæt med cifrene 6-2, 7-6 (7).
Osaka har fire Grand Slam-titler på sit CV, men har siden kæmpet med at finde formen.
Hun er i gang med sin stærkeste turnering siden hun nåede finalen i Miami i 2022, hvilket var før hun blev mor i 2023.
Efter en pause på 15 måneder, hvor hun blandt andet blev mor, jagter hun nu sin første titel siden Australian Open i 2021.
Victoria Mboko begyndte året uden for top 300, men er med sin præstation i Montreal allerede sikret en placering som minimum nummer 34 i verden.
Mest læste