Tirsdag kom det frem, at
Serena Williams fortsat står til rådighed for uanmeldte dopingkontroller
Den tidligere verdensetter Serena Williams har afvist, at hun planlægger et comeback til professionel tennis, efter rygterne fik nyt liv tidligere på ugen.
Baggrunden for spekulationerne var en bekræftelse fra det uafhængige organ International Tennis Integrity Agency (ITIA), som tirsdag kunne meddele, at Williams stadig indgår i den gruppe af spillere, der kan blive testet for doping uden varsel.
Oplysningen førte til fornyede spekulationer om et muligt comeback.
Williams kommenterede tirsdag selv på rygterne via det sociale medie X.
"Folkens, jeg kommer ikke tilbage"
"Folkens, jeg kommer ikke tilbage. Det er helt vildt, som rygtet har spredt sig", skrev Serena Williams.
Den 44-årige amerikaner spillede sin seneste kamp ved US Open i 2022, hvor hun kort tid efter antydede, at hendes aktive karriere gik mod enden.
Hun har vundet 23 grand slam-titler og var i flere år en dominerende skikkelse i international tennis.
Fra 2017 og frem forsøgte Williams at sikre sig sin 24. grand slam-titel for at matche den australske Margaret Courts rekord.
Det lykkedes ikke, selv om hun nåede fire finaler efter sit comeback i 2018, hvor hun vendte tilbage til sporten efter at have født sit første barn.
Williams' seneste grand slam-sejr kom ved Australian Open i 2017.
Hun blev mor samme år og fik i 2023 sit andet barn.
Efter fødslen af sit første barn vendte hun tilbage til topniveau, men formåede ikke at tage det sidste skridt mod rekordindehaveren.
Venus Williams gjorde comeback i sommer
Forud for US Open i 2022 sagde Serena Williams i et interview, at hendes liv havde udviklet sig væk fra tennis.
I modsætning til sin lillesøster valgte
Venus Williams tidligere i år at gøre comeback på WTA-touren.
Det skete i juli, hvor hun i en alder af 45 vendte tilbage efter to års fravær.