Matteo Berrettini retter skarp kritik mod italiensk mediedækning af Holger Runes alvorlige skade.
Den italienske tennisstjerne Matteo Berrettini reagerer kraftigt på en kommentar fremsat af en journalist fra hjemlandet i forbindelse med Holger Runes alvorlige skade.
Kommentaren, som faldt i italienske medier, beskrev Runes akillessene-skade som "det bedste, der kunne være sket" for danskeren.
Rune pådrog sig skaden under ATP-turneringen i Stockholm, hvor han efter et uheldigt skridt udtalte, at han "hørte noget springe".
Undersøgelser viste efterfølgende, at hans akillessene var fuldstændig revet over i den proximale del.
Skaden krævede operation og betyder, at Rune misser mindst de første måneder af 2026-sæsonen.
"Enten i ond tro eller uden forståelse"
Matteo Berrettini, finalist ved Wimbledon i 2021, reagerede med stor forargelse og tog til genmæle i kommentarsporet under et opslag fra Eurosport Italia.
- Venner, jeg forstår det meste, men det her er virkelig uhyggeligt. At mene, at en skade af denne alvor kunne være det bedste, der kunne ske for en 22-årig spiller, som ligger nummer 11 i verden, er enten udtryk for ond tro eller forståelse på et meget lavt niveau for sporten og sport generelt, skriver han.
Berrettini understreger, at modenhed på banen kommer med erfaring og ikke gennem skader.
- Konkurrencemæssig modenhed kommer med tid, med nederlag, med sejre, med kampe tabt på matchbolde eller sejre på dage, hvor man spiller dårligt. Dette er en skade, som kan forandre et menneskes liv, slet ikke at tale om en karriere på dette niveau, tilføjer han.
Krav om kulturændring i medierne
Den italienske spiller benyttede også lejligheden til at opfordre medierne til at revurdere deres tilgang.
- Jeg lytter ofte og kommenterer næsten aldrig, men dette her er ren galskab, skriver han og afslutter sit indlæg med opbakning til den danske spiller:
- Rune kommer tilbage og bliver stærkere end nogensinde.
Inden skaden havde
Holger Rune en solid sæson med 36 sejre og 22 nederlag, herunder en turneringssejr ved ATP 500 i Barcelona.