Den ukrainske tennisstjerne reagerer skarpt efter Zelenskyjs konfrontation med USA's regering.
Elina Svitolina har aldrig været bange for at tage stilling til situationen i sit hjemland. Det var heller ingen undtagelse efter Zelenskyjs kontroversielle besøg i Det Hvide Hus i fredags.
Her har den ukrainske tennisstjerne rettet en skarp kritik mod Donald Trump og hans håndtering af konflikten mellem Ukraine og Rusland.
Efter at Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i sidste uge havde et ophedet møde med USA’s vicepræsident JD Vance og Donald Trump, udtrykte Svitolina sin frustration på Instagram, hvor hun postede en emoji med blødende ører og ordet "mood".
Svitolina har længe været en stærk stemme i kampen for Ukraine, og i et interview med The Athletic udtrykker hun sin dybe bekymring over USA's ændrede tilgang:
"USA har hjulpet os i lang tid, og vores regering arbejder hårdt for at finde løsninger," siger hun.
"Men lige nu føler jeg, at vi er mere forenede end nogensinde, fordi vi kan mærke, at USA ikke hjælper os så meget længere."
Hun lægger heller ikke skjul på sin skuffelse over den nye amerikanske regerings kurs:
"Trump er lige begyndt, og han har allerede truffet mange beslutninger, der virkelig skader ukrainere. Jeg er bare virkelig ked af det på vegne af alle de uskyldige mennesker," siger hun.
Svitolina har siden krigens begyndelse i februar 2022 været en af de mest profilerede sportsudøvere til at støtte Ukraine.
På krigens treårige mærkedag, den 24. februar, beskrev hun perioden som "tre år med ubeskrivelig smerte, tab og ødelæggelse".
Mens hun fortsat taler åbent om situationen i Ukraine, forbereder hun sig samtidig på de kommende WTA 1000-turneringer i Indian Wells og Miami, hvor hun håber at kunne præstere på banen.
Sideløbende vil hun forsætte med at bruge sin platform til at skabe opmærksomhed om situationen i hjemlandet.