Poul-Erik Høyer om sin Parkinsons sygdom: "Den kan rende og skide"

Poul-Erik Høyer, dansk OL-guldvinder og tidligere badmintonstjerne, lever i dag med Parkinsons sygdom – og selv om det har ændret meget i hans hverdag, har han ikke mistet hverken sin sarkasme eller sit livssyn.

I en åbenhjertig samtale med Ekstra Bladet fortæller han, hvordan han en dag faldt om i brusebadet og sad fast mellem toilettet og væggen, mens der lå glasskår spredt omkring ham.

Episoden satte sig ikke kun fysiske spor, men plantede også en frygt for gentagelse.

Han kæmper med lavt blodtryk og uforudsigelige fald – og som han selv formulerer det, er det ikke ham, der er bange for at være alene, men hans kæreste, Joan.

Den tidligere badmintonstjerne lever med en hverdag, hvor man skal planlægge med omtanke, og hvor sygdommens luner bestemmer tempoet.

Alligevel møder han det hele med et skuldertræk og den kontante konstatering: "Den kan rende og skide."

Et udtryk, han ofte bruger til Joan, når sygdommen endnu en gang blander sig i dét, der før var almindelige gøremål.

I sin rolle som præsident for det internationale badmintonforbund BWF arbejder Poul-Erik stadig på fuld tid fra kontoret ved siden af Joans klinik i Charlottenlund.

De to bor sammen i København og har tilpasset hverdagen de nye vilkår.

Han tager sin medicin, går til tjek på Bispebjerg Hospital og forsøger at holde sig i gang, men det er tydeligt, at sygdommen har gjort ham langsommere: Ordene kommer ikke så let som før, kroppen driller, og træthed fylder mere end tidligere.

Han afslører også, at han sover længe – gerne til 10.30 – og ikke kan være menneske før op ad dagen

Han beskriver sygdommen som en mandlig modstander, der løber foran ham – en fjende, man aldrig kan slippe helt af med, men som man forsøger at holde trit med.

Med et smil og ironisk distance kæmper han videre:

- Måske ville jeg have løbet hurtigere, hvis det var en kvinde.

Parkinsons sygdom har mange ansigter og kommer til udtryk på forskellige måder. For Poul-Erik betyder det udfordringer med balance, stivhed og et ændret forhold til hverdagens gøremål.

Han er ikke længere en mand, der støvsuger – som han selv siger med et smil – men han er stadig den samme kæmpende atlet indeni.

Hans vilje til at arbejde, leve og tage sygdommen på sig med både alvor og humor vidner om en mand, der nægter at blive defineret af sin diagnose.

Selv om kroppen ikke makker ret, og han indimellem føler sig som en beruset mand, der vakler, har han ikke mistet sin værdighed.

For Poul-Erik handler det ikke om at skjule sygdommen, men om at se den i øjnene og leve med den – så godt som muligt.