bjarne riis jonas vingegaard

Bjarne Riis roser Jonas Vingegaard, men kritiserer holdkammerat

Cyklingjul. 17 , 15:10
Onsdagens Tour de France-etape i og omkring Toulouse udviklede sig til en hæsblæsende affære, hvor ryttere angreb fra alle sider og tempoet var højt fra start til slut.
Midt i det hele markerede Jonas Vingegaard sig med flere aktioner, mens hans hold, Visma - Lease a Bike, var aktivt med i udbrud og frontarbejde.
Den tidligere Tour-vinder og nuværende ekspert for B.T. havde både ros og kritik med i vurderingen af Vingegaard og holdkammeraten Wout van Aert.
Vingegaard får anerkendelse for sit initiativ midt på etapen, men får også et rap over nallerne for et sent angreb, som Riis vurderer som unødvendigt og ineffektivt.
Særligt hård er kritikken af van Aerts dispositioner, som ifølge Riis er uforenelige med et hold, der kører for den samlede sejr.
Vingegaards angreb midtvejs får opbakning
Etapens mest interessante taktiske spil opstod, da Jonas Vingegaard fulgte et angreb fra Ben Healy midtvejs på ruten, netop som konkurrenten Tadej Pogacar var fanget langt tilbage i feltet.
For Riis var det en korrekt beslutning fra Vingegaard at presse sloveneren i et øjeblik, hvor UAE-holdet ikke var opmærksomme.
- UAE lå og snorksov, og på sådan en etape kan man ikke tage en blunder. Det er der ikke plads til, sagde Riis til B.T.
- Jonas gjorde det helt rigtige ved at teste Pogacar af.
Mindre imponeret var han dog over Vingegaards sene angreb på Côte de Pech David, hvor danskeren stak kort før toppen, men uden resultat.
- Jeg synes, det var et lidt lousy angreb. Jeg forstår ikke helt, hvorfor han gjorde det, om det var fordi, han følte sig forpligtet til det. Det virkede ret nyttesløst, lød det fra Riis, som mente, at tidspunktet var forkert valgt.
- Hvis han mente noget med angrebet, mener jeg, at han skulle have angrebet i bunden af stigningen, eller allersenest halvvejs.
Skarp kritik af van Aerts rolle
Riis’ hårdeste vurdering gik dog ikke til Vingegaard, men til holdkammeraten Wout van Aert, der brugte store kræfter i et langt udbrud uden at opnå mere end en femteplads.
For Riis er det problematisk, når et hold med ambitioner om at vinde Touren bruger en nøglehjælper på den måde.
- Jeg synes ikke, man kan stille op til Tour de France og sige, man vil vinde, og så lade dine hjælperyttere bruge kræfter på den måde. Det er at jeopardize det, sagde han.
Selvom van Aerts talent og alsidighed er anerkendt, mener Riis ikke, at han har vist det niveau, han tidligere har haft.
- Han er ikke ligeså stærk som for et par år siden.
Etapen efterlod flere taktiske spørgsmål og blev ikke mindst præget af et styrt med Tadej Pogacar involveret.
Mest læste