dennis ritter rolf sorensen bog

Rolf Sørensen og Dennis Ritter med stor afsløring

Cyklingfeb. 21 , 18:35

Sidste år måtte Dennis Ritter klare Tour de France-dækningen uden Rolf Sørensen, der var sygemeldt med hjerteproblemer.

Til sommer er duoen dog tilbage sammen i kommentatorboksen, men deres deres forhold rækker endnu længere end det.

Nu er de klar til at tage skridtet videre og vil dele historierne med hele Danmark.

Hvad sker der egentlig bag mikrofonen, når Tour de France ruller over skærmen?

To af Danmarks mest folkekære cykelkommentatorer har sat sig for at give svaret i en ny bog, der udkommer i slutningen af marts.

Bogen er skrevet af Dennis Ritter og Rolf Sørensen og tager læseren med bag kulisserne på deres mange år som kommentatorer.

Her deler de oplevelser fra sportens verden – både de store triumfer og de svære øjeblikke.

De to kommentatorer arbejdede sammen for første gang i 2007 – samme år hvor Michael Rasmussen blev udelukket fra Tour de France.

I bogen afsættes et helt kapitel til at beskrive deres oplevelse af den dramatiske begivenhed.

Rolf Sørensens dopingfortid

Et af de mere følsomme emner er Rolf Sørensens egen dopingfortid. Han indrømmede i 2013, at han brugte doping i sin aktive karriere og i bogen fortæller han mere om den svære erkendelse.

"Vi taler også doping, og hvordan det har sat sit præg på sporten og løbene," siger Ritter til Feltet.dk og tilføjer, at netop denne del var særlig hård at skrive.

Desuden diskuterer de, hvordan Jonas Vingegaard bliver opfattet internationalt sammenlignet med i Danmark.

"Vi er inde på synet på Vingegaard uden for Danmark. Hvor han jo ikke, fornemmer vi, er lige så elsket og folkekær som herhjemme," fortæller Ritter.

Bogen er ikke kun et tilbageblik på store øjeblikke i cykelsporten, men også en personlig fortælling om vejen til kommentatorboksen.

Ritter håber, at læserne vil få et mere nuanceret billede af, hvem han og Rolf er som mennesker.

"Jeg håber, folk føler, de kommer tættere på os," siger han.

Bogen, Rolf og Ritter - Historier fra 20 år med Tour de France, udkommer den 31. marts.

Mest læste