Magnus Cort har ikke haft det mest succesfulde Tour de France, og er efter eget udsagn 'lidt træt af det hele'. På papiret så fredagens 19. etape ud til at være en ideel etape for danske Magnus Cort. Alligevel var han ikke med i et udbrud.
TV 2 Sports ekspert Emil Vinjebo havde peget på Cort som en af favoritterne til at vinde etapen. Forud for etapen udtalte Cort selv, at han gerne ville være en del af et udbrud.
På trods af dette, blev det ikke til en realitet for danskeren. Ikke nok med det, så gjorde han end ikke et forsøg på det.
Derfor var det naturligvis et af samtaleemnerne, da han fredag aften gæstede TV 2-programmet AftenTour. Her forklarede han, at han ganske enkelt ikke havde kræfterne til at køre med i et udbrud.
"Jeg er lidt træt af det hele egentlig. Jeg havde set frem mod dagen i dag og følte egentlig, at jeg var inde i en god rytme, og at det gik bedre og bedre i løbet af anden uge – og det følte jeg også i starten af den uge her. Men jeg kunne desværre ikke være med i dag," sagde han ifølge TV 2 Sport.
"Jeg kunne godt mærke, at der ikke var så meget drev i cyklen. Det var svært bare at holde mig fremme i feltet, og så snart vi ramte de første par bakker, gled det stille og roligt den gale vej."
Han sagde også, at feltet blev delt på en nedkørsel, hvor han ikke kunne reagere. I denne forbindelse pegede han på sine 'dårlige ben' som årsagen for, hvorfor han sad bagerst i feltet.
Dette udbrud endte med at holde hjem, og Kasper Asgreen var tæt på endnu en etapesejr. Kun få millimeter adskilte ham og Matej Mohoric, der endte med at være først over stregen.