Jonas Vingegaard har bekræftet, at han stiller op til Vuelta a España i år. Verdensmester Remco Evenepoel er dog ikke bange for konkurrencen. Der var sandsynligvis mange cykelryttere, der kunne mærke et sug i maven, da Jonas Vingegaard for nylig bekræftede sin deltagelse i Vuelta a España.
Den danske cykelrytter har vundet Tour de France de seneste to år i træk. Derfor må han siges at stå rigtig stærkt til det spanske etapeløb i august.
Selvom han forventer hård konkurrence fra Vingegaard, vil verdensmester Remco Evenepoel ikke lade sig skræmme. Han vandt i øvrigt den spanske Grand Tour sidste år.
"Roglic og Vingegaard er favoritterne til at vinde Vueltaen, men jeg ser også mig selv som værende blandt dem," siger han det hollandske medie In De Leiderstrui.
"Jeg er ikke bange. Hvis man allerede er det, så er det bedre ikke at være med i løbet."
Vingegaard betragtes ganske vist som en af favoritterne til at vinde løbet. Alligevel har han ikke fået rollen som kaptajn alene. Derimod er det en rolle, han skal dele med Primoz Roglic.
Det er ikke helt uvant for de to Jumbo-Visma-ryttere, da det samme var tilfældet under Tour de France sidste år. Roglic er i øvrigt en erfaren herre, hvad Vueltaen angår, da han vandt i både 2019, 2020 og 2021.
Årets udgaver af det spanske etapeløb starter den 26. august. Derfor får Vingegaard ikke meget tid til at restituere og dernæst forberede sig til løbet.
Ikke desto mindre står Evenepoel fast ved, at den danske rytter har gode vinderchancer. Han tror nemlig ikke, at Vingegaard blev presset helt til sin grænse i Tour de France.