Det skulle have været opfyldelsen af en barndomsdrøm, men virkeligheden har været barsk. Nu ligner det mere et mareridt, som måske kan blive afsluttet snart.
Det var ventet med spænding, da
Lewis Hamilton i vinter skiftede den sølvfarvede Mercedes ud med den røde
Ferrari i jagten på et nyt kapitel i karrieren - og måske et ottende mesterskab.
Den første del af 2025-sæsonen har imidlertid været alt andet end eventyrlig.
En sprintsejr i Kina gav et kortvarigt håb, men det blev hurtigt overskygget af en diskvalifikation i hovedløbet og en generelt svag start på sæsonen, hvor Hamilton endnu ikke har været tæt på podiet i et grand prix.
Han halter efter sin holdkammerat
Charles Leclerc i både kvalifikation og løb, og spørgsmålet om hans motivation begynder så småt at fylde mere end de tekniske fejl på bilen.
En sjetteplads her, en syvendeplads der – det er langt fra den dominans, vi tidligere har set fra briten.
“Jeg vil ikke gøre det her mod mig selv længere”
Ifølge PlanetF1 har den tidligere Formel 1-kører
Ralf Schumacher udtalt, at han tvivler på, at Hamilton fuldfører sin kontrakt, som angiveligt løber til udgangen af 2026. I podcasten Backstage Pit Lane lød det kontant:
- Du kan se, at han er trykket. Hvis det bliver ved sådan her, vågner han måske op en dag og tænker: ‘Jeg har det ikke sjovt længere. Jeg vil leve mit liv nu. Jeg er 40. Jeg er rig. Jeg gider ikke det her mere.’
Hamiltons krop og sind er måske ikke nedslidte, men tålmodigheden kan være det næste, der giver efter.
For hvad gør en legende, når han ikke længere er med i kampen om sejre – men blot kæmper om de bedste placeringer uden for podiet?
Vasseur bakker op – men krisen kradser
Ferraris teamchef, Fred Vasseur, afviser, at krisen er så dyb, som den kan synes udefra.
- Jeg er 2.000 procent bag ham, sagde han i Jeddah, hvor Hamilton selv gav udtryk for, at han følte en manglende opbakning fra ledelsen.
Hvor længe kan en kører med Hamiltons meritter acceptere at blive overskygget? Hvor længe vil han være med, hvis han ikke føler sig konkurrencedygtig? Er det stadig sjovt?
Lewis Hamilton har før modbevist tvivlere, men Formel 1 er en nådesløs sport.