novak djokovic 1

Eksperter peger på Wimbledon som Djokovics største – og sidste – Grand Slam-chance

Tennisapr. 20 , 14:56
Når tennislegender bliver ældre, bliver spørgsmålene flere: Har han mere tilbage? Kan kroppen følge med?
Siden Novak Djokovic senest hævede et Grand Slam-trofæ over hovedet i New York i 2023, har stilheden været bemærkelsesværdig.
For første gang siden 2017 gik der i 2024 en hel sæson uden en eneste majorsejr til serberen - der dog vandt guld ved OL - og her i 2025 fylder han 38. Tiden er ikke længere hans allierede.
Har Djokovic endnu en Grand Slam i sig? Og hvis ja – hvor skal den i så fald komme?
To tidligere topspillere, John Isner og Steve Johnson, har givet deres bud i podcasten Nothing Major, og de er ikke i tvivl om, hvilken turnering der giver mest håb for serberen.
De peger begge på Wimbledon som det sted, hvor Djokovic har den største vinderchance – vel at mærke, hvis alt flasker sig gennem de første runder.
- Hvis han kommer igennem første den uge uden større problemer og måske med lidt lodtrækningsheld i kvart- og semifinalen, så kan det lade sig gøre, vurderer Johnson.

Det sidste store håb?

Det er ikke en udokumenteret forhåbning. Djokovic har en imponerende historik på det grønne underlag i London.
Siden debuten i 2005 har han spillet 19 gange i turneringen og vundet hele 97 kampe med blot 12 nederlag, hvilket giver ham en sejrsscore på 89%.
Han har vundet titlen syv gange – kun overgået af Roger Federer, som står noteret for otte Wimbledon-triumfer.
Og netop derfor anser eksperterne Wimbledon som Djokovics sidste, store mulighed for at skrive tennishistorie én gang til.
For skulle han vinde i år, vil han tangere Federers rekord og desuden blive den tennisspiller i historien, der har flest Grand Slam-titler i singletennis.
Men virkeligheden banker også på. Isner bemærker nøgternt:
- Han har måske to chancer tilbage – Wimbledon og US Open. 2025 kan være sidste gang, vi reelt taler om ham som en favorit.
Kroppen ældes, konkurrencen bliver yngre og skarpere, og Djokovics maskineri – selv om det stadig er blandt de mest velsmurte – har vist tegn på at skulle smøres oftere end førhen.

Taktik, serv og marginaler

En af nøglerne til Djokovics eventuelle triumf bliver serven. I Miami Open havde han en kamp med 83% førsteserver – et uhørt højt niveau, som dog næppe kan opretholdes gennem en hel Grand Slam.
Men Isner understreger, at hvis han bare rammer 65% eller mere, så er han stadig en alvorlig trussel i Wimbledon-feltet.
Udfordringen bliver at ramme topformen, når det gælder. Får han en god lodtrækning og undgår lange femsætskampe i starten, kan rutinen og det taktiske overblik blive udslagsgivende.
Isner håber, at Djokovic kan bevise skeptikerne forkerte og gå hele vejen – måske endda også i 2026 – men tilføjer med en vis realisme:
- Det føles bare, som om 2025 er sidste chance.
Mest læste