Holger Rune har haft det svært på det seneste, men nu får han støtte fra flere af sine tenniskollegaer. I sidste uge spillede Holger Rune sig i semifinalen ved ATP 500-turneringen i Basel. Men inden da havde han tabt ti ud af 11 kampe siden sin kvartfinale i Wimbledon.
Da han i løbet af efteråret har haft det svært, er han i fare for at gå glip af sæsonfinalerne i Torino. Det kan blive en realitet, hvis han bliver slået tidligt ud af Paris Masters.
Norske
Casper Ruud er dog ikke i tvivl om, at Rune nok skal finde tilbage til sit tidligere niveau. Nordmanden har også selv været inde i en sløj stime de seneste måneder.
"Holger er kommet for at blive. Det er ikke sådan, at det altid er let at finde et svar. Både Holger og jeg gør vores bedste i hver kamp, og nogle gange lykkes det bare ikke. Det er svært at forklare" sagde Ruud ifølge VG.
"Jeg er sikker på, at Holger vil se tilbage på sæsonen, når den er slut, for at se, hvad han kunne have gjort bedre. Det er jeg nødt til at gøre. Det er en sæson at tage ved lære af, og jeg tror, at Holger ser det på samme måde."
Ruud er dog ikke ene om at have rost Rune. Det samme gør sig gældende for
Carlos Alcaraz, som Rune stod overfor i kvartfinalen i Wimbledon tidligere på året.
"Holger er en spiller med et højt niveau, så han vil helt sikkert løse problemet, i det omfang situationen kan kaldes det. Meget af det er mentalt, men jeg er sikker på, at han har planer om at slå os alle her i Paris. Vi skal passe på," sagde den 20-årige spanier.