FC København-træner Jacob Neestrup er slet ikke tilfreds med dommeren, da han mener, at der skulle have været rødt kort. Manchester United og FC København tørnede tirsdag aften sammen på Old Trafford. Det endte med en sejr og tre point til hjemmeholdet, men det kunne være endt helt anderledes.
I de døende sekunder af kampen blev
FC København nemlig tildelt et straffespark, fordi Scott McTominay var tæt på at sparke Mohamed Elyounoussi i ansigtet. Dermed fik de en gylden chance for at udligne resultatet til 1-1.
Inden straffesparket blev taget, var United-stjerne Alejandro Garnacho dog hurtigt henne ved straffesparkspletten. Det var ikke for at studere den, men derimod med at træde på den.
Om det var på grund af dette, at Jordan Larsson endte med at brænde, er utvivlsomt. Alligevel er det ikke velset, at en spiller gør sådan noget. Derfor var det naturligvis også et tema, da pressen efter kampen talte med trænere og spillere.
Til en start var FCK-træner
Jacob Neestrup ikke meget for at udtale sig om episoden. Han forklarede, at han ikke selv havde set det, og derfor ikke havde lyst til at kommentere på det.
Efter at have fået vist en video af det, var sagen dog en helt anden. Det fik ham til at give udtryk for en meget klar holdning: det skulle have udløst et rødt kort.
"Hvis du ødelægger straffesparkspletten på den måde, så er det jo et rødt kort. Man kan få et rødt kort for film og for tacklinger det forkerte sted, så det er det vel også her," sagde han ifølge Ekstra Bladet, og fortsatte:
"Jeg bebrejder ikke spilleren, men det er vel op til dommer og forbund at sige, at der skal sættes en grænse for det."