Kevin Magnussen har indrømmet, at han stadig er 'nysgerrig' efter at finde ud af, hvor meget Haas' seneste opgradering har hjulpet på problemerne med dækslid.
Haas introducerede en helt ny udgave af deres VF-23 i Austin. Dermed blev de Formel 1-feltets sidste hold til at tage Red Bulls sidepod-koncept til sig.
Ændringerne havde til formål at skabe mere downforce for Kevin Magnussen og holdkammeraten Nico Hülkenberg. Ligeledes var det også et mål at mindske bilens dækslid. Det har nemlig været et stort problem for de to kørere i denne sæson.
Men sprintweekender og den ekstreme bane i Mexico har gjort holdet usikre på, hvor store forbedringer, ændringerne har medført. Magnussen mener dog, at der er positive tegn, der kan vidne om, at mere er på vej.
"Det jeg er nysgerrig efter, og vi har brug for mere data, er om denne type aero er bedre for vores dækproblem. Det tror jeg, at det er. Men man skal tage mange faktorer med i det," siger han ifølge Motorsport.com.
"Overordnet set er vi nok lidt dårligere med denne opgradering på én omgang. Men omgangstempo og løbstempo forskellige ting. Hvad angår løbstempo, i slutningen af vores stints, er dækkenes ydeevne en lille smule bedre. Jeg synes, at vi har set nogle små tegn."
"Det har ikke løst problemet, men jeg tror, det måske har gjort det en lille smule bedre. Og det er en af de ting, som jeg finder interessant til næste år, for næste år bliver det forhåbentlig et meget stort skridt."
På trods af det nye koncept, har Haas fortsat ikke succes med at hente point. Dette har blandt andet ført til kritik fra Hülkenberg, der mener, at der er brug for en stor opgradering til næste sæson.