Se de glemte baner, som F1 aldrig kom tilbage til
En enkelt weekend var alt, hvad det blev til for en række baner, som trods store ambitioner aldrig fandt fodfæste i motorsportens fornemste serie.
Formel 1's historie er spækket med ikoniske baner som Silverstone og Monza, der år efter år har været faste holdepunkter.
Læs mere
Men i sportens lange fortælling findes også de steder, hvor eventyret blev kort.
Ifølge Motorsport.com spænder årsagerne fra farlige forhold til økonomiske fiaskoer.
Her er banerne, som F1 kun besøgte én gang.
Pescara Circuit – 1957
Pescara Italien bød på den længste bane i Formel 1’s historie, en 26 kilometer lang udfordring langs Adriaterhavskysten.
Med mere end 30 sving og nogle frygtindgydende lange strækninger blev sikkerheden hurtigt et problem.
Enzo Ferrari nægtede at lade sit team stille til start, og efter kun ét løb blev banen degraderet til lavere serier.
Ain-Diab Circuit – 1958
Marokkos forsøg på at blive en fast del af F1-kalenderen blev kortvarigt.
Løbet i Casablanca-området blev berømt – og berygtet – som det sidste løb i 1958-sæsonen, hvor Mike Hawthorn sikrede sig titlen.
Men tragedien ramte, da Stuart Lewis-Evans omkom efter et voldsomt uheld, og løbet blev aldrig gentaget.
AVUS – 1959
Med kun to meget lange langsider forbundet af hårnålesving og en frygtindgydende stejl dosering – kaldet "the wall of death" – var AVUS i Berlin en ekstrem oplevelse, som kun få savnede, da banen atter forsvandt fra kalenderen.
Circuito de Monsanto – 1959
På gaderne i Lissabons forstæder mødte kørerne en blanding af blinde sving, varierende belægning og smalle sektioner.
Et dramatisk styrt med Jack Brabham understregede farerne, og det blev hurtigt besluttet, at F1-feltet ikke skulle vende tilbage.
Sebring International Raceway – 1959
Sebring er i dag kendt for 12-timersløbet, men dengang forsøgte man sig med Formel 1.
En dårlig banestand, klager over vedligeholdelsen og få tilskuere gjorde, at Sebrings F1-eventyr endte, før det for alvor begyndte.
Riverside International Raceway – 1960
I Californiens varme blev Riverside betragtet som en publikumssucces i amerikanske billøb, men ikke i Formel 1.
Kun omkring 5.000 tilskuere mødte op, og de svigtende indtægter betød, at banen hurtigt blev droppet igen.
Zeltweg Airfield – 1964
Før Red Bull Ring blev Østrigs F1-hjem, forsøgte man sig på en gammel flyveplads.
Banen var smal, ujævn og kedelig for publikum. Drømmen om en permanent østrigsk F1-station blev først realiseret flere år senere.
Bugatti Circuit – 1967
En del af Le Mans-komplekset blev brugt til Formel 1 – med blandede resultater.
Lave tilskuertal og en bane, der føltes for lille og steril til F1, førte hurtigt til, at serien søgte andre franske alternativer.
Fair Park Circuit – 1984
Temperaturer over 37 grader og en krakelerende asfalt gjorde Dallas i Texas til et mareridt for kørerne.
Dårligt banedesign, lave tilskuertal og lokal modstand lukkede projektet ned efter blot ét kaotisk løb.
Donington Park – 1993
Selv om Donington blev scenen for Ayrton Sennas ikoniske åbningsomgang i silende regn, vendte Formel 1 aldrig tilbage.
Mangel på investeringer og nødvendige moderniseringer betød, at drømmen om en permanent plads på kalenderen løb ud i sandet.
Mugello – 2020
Pandemien i 2020 tvang Formel 1 til at finde alternative baner hurtigt, og Mugello trådte til.
Selv om løbet blev rost for intensiteten, var de smalle afkørsler og det barske layout ikke nok til at opnå en fast plads.
Når kun minderne bliver tilbage
Disse baner minder os om, at Formel 1 ikke kun handler om hurtighed og glamour – men også om at finde de helt rigtige rammer.
For nogle steder blev det kun til en enkelt dans med motorsportens fineste selskab, før de forsvandt tilbage i glemslen.
Mest læste
Lige nu
