Det er ikke mange, der offentligt indrømmer det, men Lise Rønne gør det med både selvironi og ærlighed: Hun er brændemærket af en selfie.
Ikke hvilken som helst selfie, men et billede med håndboldikonet Mikkel Hansen, som hun en aften for år tilbage fik taget mod bedre vidende – og som stadig fremkalder en vis indre krølle, når hun ser det i dag.
I en klumme eller samtale, der hurtigt har fanget opmærksomhed, fortæller Rønne åbent om det, hun beskriver som en pinlig oplevelse. Scenen udspiller sig på en restaurant, hvor hun, som så mange andre fans, genkender en kendt og beundret person ved nabobordet.
Men i stedet for blot at lade ham være, beslutter hun sig for at samle modet og spørge om en selfie. Resultatet? Et billede med et stort, begejstret smil og, som hun selv beskriver det, “rødvinstænder” – mens Mikkel Hansen ser ud, som om han allerhelst ville være fri.
“Ydmygelsen når jeg ser på det billede…” siger hun – en sætning, der rammer noget genkendeligt i mange. For hvem har ikke stået i en situation, hvor begejstringen for at møde en kendt person efterfølgende er blevet overhalet af en følelse af, at man gik lidt for langt?
Lise Rønne bruger episoden til at understrege, hvorfor hun i dag næppe ville bede nogen om en selfie – heller ikke selvom hun oprigtigt beundrer dem.
Ikke fordi hun ikke har respekt for folk, men fordi hun kender følelsen bagefter: Den lille sociale skævhed, når man opdager, at man måske lige trådte et skridt for tæt på.
Historien er ikke kun sjov og selvironisk – den peger også på noget større. I en tid, hvor selfie-kulturen er blevet et fast element i mødet med kendte, og hvor sociale medier næsten kræver, at vi dokumenterer, når vi står ved siden af en berømthed, minder Rønnes refleksion os om, at ægte beundring ikke nødvendigvis behøver et billede.
Og selvom hun måske helst ville glemme den famøse selfie med Mikkel Hansen, så har hun med fortællingen gjort noget mere værdifuldt: Givet os et befriende ærligt billede af, hvor menneskelig vi alle sammen er.